Sådan undgår du spam fra din hjemmesides kontaktformular

Sådan undgår du spam fra din hjemmesides kontaktformular

Sådan undgår du spam fra din hjemmesides kontaktformular 1920 1075 GladTeknik A/S

De fleste hjemmesider har en kontaktformular, hvorfra de besøgende kan sende en besked til ejeren af hjemmesiden. Dette udnyttes dog ofte også af spammere, der får robotter til at opsøge disse kontaktformularer og sender automatiske mails med reklame, forsøg på svindel eller lignende. Det er utrolig irriterende og kan hurtigt fylde en del i ens indbakke. Så hvordan undgår du disse spam-beskeder fra din hjemmeside? Det ser vi på i dagens blogindlæg.

Hvad er spam?

Spam er en betegnelse, der dækker over uønskede digitale henvendelser, typisk sendt på e-mail. Ofte er spam-henvendelser reklame, indirekte salg eller forsøg på svindel. I Danmark har vi en streng lovgivning på området, men det er desværre ikke nok til at holde spam væk fra indbakken. De fleste af os modtager nok spam af en eller anden art, og selvom mange e-mailprogrammer er udmærkede til at sortere meget af det fra, kan det nemt blive et forstyrrende element.

Hvis du har en hjemmeside med en kontaktformular, vil der som regel også blive sendt spam igennem den. Det sker typisk ved, at afsenderne får robotter til at lede efter kontaktformularer på nettet, som de så sender deres budskaber igennem. Det er til stor gene for dig som ejer af hjemmesiden, fordi du skal bruge tid og energi på at sortere dem fra. Ofte skyder spammerne med spredehagl, og det er derfor ikke sikkert, at spam-henvendelserne har relevans, men de kommer alligevel.

Sådan undgår du spamhenvendelser i din kontaktformular

Du kan godt mindske sandsynligheden for at modtage spamhenvendelser i kontaktformularen på din hjemmeside. Som nævnt er det typisk ikke mennesker af kød og blod, der sender disse spamhenvendelser, men i stedet robotter, der er sat til opgaven. Derfor er målet at holde disse robotter ude, så de slet ikke får sendt deres spammails afsted. Det findes der forskellige metoder til, og hvad der virker vil variere fra sag til sag.

Hvilke muligheder du har, afhænger ofte af hvilket CMS (Content Management System) din hjemmeside er lavet i. De fleste hjemmesider er bygget i WordPress, og her findes flere plug-ins, der kan hjælpe dig med at holde robotterne ude. I mange tilfælde er det tilstrækkeligt.

Som det første kan du tjekke din kontaktformular og se, om den har nogle anti-spam-funktioner, der kan aktiveres, såsom captcha. Captcha er den famøse “Jeg er ikke en robot” knap, hvor man som menneske beviser, at man ikke er en robot ved at besvare et spørgsmål, klikke på billeder eller indtaste bogstaver og tal.

Teknikken bag observerer, om det virker som et menneske, der løser opgaven. På den måde bliver robotterne identificeret og sorteret fra. Captcha findes i forskellige varianter og i version 3, er teknikken faktisk helt usynlig og ligger blot i koden, uden at der skal løses en opgave. Det er fra et brugervenlighedsperspektiv rart at slippe for. I mange plug-ins til kontaktformularer og moduler er det muligt at aktivere captcha i forskellige versioner og relativt nemt gøre brug af denne anti-spam funktionalitet.

Et andet nævneværdigt anti-spam-plugin er “Honeypot for Contact Form 7”, som kan bruges til kontaktformularer lavet med plug-inet “Contact Form 7” (som mange hjemmesider, lavet med WordPress, bruger). Dette plug-in identificerer robotter ved at tilføje et ekstra felt, der er usynligt for brugeren, men som ses af robotterne, og når robotterne udfylder information i feltet, sendes beskeden ikke, da plug-inet kan se, at det er en robot. Ret smart.

De fleste anti-spam-løsninger er ret ligetil at sætte op for den teknisk anlagte bruger. Er du ikke teknisk anlagt, anbefaler vi, at du søger hjælp. Hos GladTeknik kan vi hjælpe dig med at undgå spam-henvendelser fra din hjemmeside. Du skal bare kontakte os via vores kontaktformular, så vurderer vi opgaven og giver dig et uforpligtende tilbud.

Avatar af Mathias

Mathias

Stifter og IT-tekniker

Alle indlæg af: Mathias