Hvilken internethastighed har jeg brug for?

Hvilken internethastighed har jeg brug for?

Hvilken internethastighed har jeg brug for? 1920 669 GladTeknik A/S

De fleste danskere har en internetforbindelse. Alligevel er mange i tvivl om, hvilken hastighed de har brug for i forhold til deres behov og derfor ved de ikke, hvilken hastighed de skal vælge. I dagens blogindlæg prøver vi at gøre dig klogere på dette.

Hvilken internethastighed har jeg brug for?

Vi bruger internettet til mere og mere, hvilket også stiller større krav til vores internetforbindelse. Den skal både være tilstrækkelig hurtig og stabil for at give den bedst mulige oplevelse og leve op til vores behov. Men alle har ikke samme behov, når det kommer til hastighed, for det varierer fra menneske til menneske. En enlig studerende har eksempelvis ikke nødvendigvis brug for den samme hastighed som en stor familie; og en virksomhed har typisk langt større behov for hastighed og stabilitet i deres internetforbindelse end de fleste andre. Der er derfor ikke et enkelt svar på spørgsmålet. I stedet er man nødt til selv at vurdere sit behov.

Der er nogle parametre, man skal tænke over, når man skal finde frem til, hvilken internethastighed der er den rette for en selv, sin familie eller sin virksomhed. Det er ting som:

  • Hvor mange brugere skal deles om forbindelsen?
  • Hvor mange enheder skal forbindes til internettet?
  • Hvad man skal bruge forbindelsen til?

Jo flere mennesker og enheder (såsom computere, tablets, mobiltelefoner og andre produkter der er forbundet til internettet) der skal være forbundet til internettet, jo større behov har man. Det er typisk bedst at have en lidt højere internethastighed, end man reelt har brug for, i modsætning til at have for lille en hastighed.

En for lav hastighed vil resultere i en dårligere brugeroplevelse, der kan komme til udtryk i form af langsommere loadtider, ustabilitet, lagging (det betyder, at du oplever forsinkelser i dit spil) og lignende. Ligesom din forsyning af vand og el er internettet noget, der “bare skal fungere”, og som du ikke ønsker at tænke for meget over i det daglige.

Typiske internethastigheder og hvem de passer til

Internetforbindelser findes i et utal af hastigheder, som teleudbyderne sælger til forskellige kundetyper. Internethastighederne opgøres i Mbit (der står for megabit), hvor tallets størrelse er indikatoren for, hvor hurtig forbindelsen er.

2-10 Mbit – til de mest basale behov

Har man et meget begrænset behov for at tilgå internettet, kan en forbindelse mellem 2 og 10 Mbit muligvis være tilstrækkelig. Det er dog efterhånden svært at finde disse hastigheder, da udrulningen af hurtigere forbindelser i det meste af Danmark er intensiveret de seneste mange år. En forbindelse med en hastighed på 2 Mbit er blandt det mest langsommelige, man kan få og er derfor sjældent tilstrækkeligt, medmindre man kun skal bruge det til at sende e-mails i ny og næ. 10 Mbit kan naturligvis lidt mere, men i takt med at de tekniske krav stiger på både hjemmesider, streamingtjenester og lignende, kan selv en 10 Mbit forbindelse halte efter. Typisk er 10 Mbit kun tilstrækkeligt til en enkelt enhed.

20-30 Mbit – God til flere brugere

Deler flere brugere forbindelsen, kan en internetforbindelse på 20-30 Mbit ofte være tilstrækkelig til både at besøge hjemmesider, streame video og lignende.

Skal forbindelsen derimod også bruges til tungere “opgaver” såsom gaming, download/upload af store filer og andre mere krævende behov, kan denne forbindelse muligvis komme til kort. Er man en stor familie med mange samtidige brugere, kan forbindelsen komme til kort, og her er anbefalingen at vælge en hurtigere forbindelse, så der er rigeligt med hastighed og stabilitet til alle brugere.

50 Mbit – Passende til de fleste

I Danmark får mange efterhånden tilbudt 50 Mbit forbindelser, som typisk er tilstrækkeligt til de fleste hjem og mindre kontorer. Selve forbindelsen er hurtig og har rigeligt med båndbredde til flere samtidige brugere, der på samme tid kan besøge hjemmesider, streame film og serier, game, høre musik og lignende.

100 Mbit – Fuld fart

En internetforbindelse med en hastighed på 100 Mbit er hurtig og kan bære meget brug af flere brugere, også selv hvis disse er krævende. 100 Mbit er typisk også godt til mange kontorer, medmindre der er tale om en meget stor virksomhed (så skal man typisk højere op i hastighed). For mange vil en 100 Mbit forbindelse føles kompromisløs og være mere end rigeligt.

100+ Mbit – Kompromisløse løsninger

Når vi kommer op i internethastigheder over 100 Mbit, eksempelvis 300 Mbit eller 1.000 Mbit, som ofte tilbydes via fiber eller coax (tv-kabelstik), kan vi tale om kompromisløse løsninger for de fleste hjem og kontorer. Vælger man en sådan hastighed, får man ofte også en lavere reaktionstid, hvilket kan mærkes i form af både hastighed og stabilitet. Det er særdeles vigtigt for gamere og nogle virksomheder. Disse internethastigheder er nogle gange en del dyrere og kan kræve, at man betaler for installation af eksempelvis fibernet, hvis det tilbydes, der hvor man bor, og det ikke er etableret i forvejen. Ønsker man en kompromisløs internetforbindelse, er det klart vejen at gå.

Det er ikke kun hastigheden, der er vigtig

Selvom man kan få indtrykket af, at internethastigheden er det afgørende element, er der en del andre ting, der har stor indflydelse på, hvordan man oplever sin internetforbindelse, især hvis den er trådløs (Wi-Fi). Vægge, visse produkter i husholdningen og andres routere kan eksempelvis have indflydelse på, hvor godt dit trådløse netværk fungerer i hjemmet eller på kontoret. Derfor er det både vigtigt, at du har det rette udstyr, og at det er sat korrekt og hensigtsmæssigt op, for at du får det maksimale ud af din internetforbindelse.

Mange ældre routere kan eksempelvis ikke trække en 1.000 Mbit forbindelse, så hvis du har fået etableret fiber i din bolig eller dit kontor, men du har en gammel router, så får du aldrig udnyttet den hastighed, du reelt har mulighed for – og i øvrigt betaler for. Det samme gælder, hvis din router er placeret uhensigtsmæssigt eller ikke er forbundet på den bedste måde.

Brug for hjælp til din internetforbindelse?

Hvis du oplever sløve hastigheder, ustabilitet eller udfald i din internetforbindelse eller dit trådløse netværk, kan vi hjælpe dig. Hos GladTeknik har vi teknikere, der er specialiserede i netop disse ting og derfor kan hjælpe dig med at få det maksimale ud af internetforbindelsen i hjemmet eller på kontoret.

Du skal bare oprette din sag her på vores hjemmeside, så tager vi kontakt til dig med henblik på nærmere aftale.

Avatar af Mathias

Mathias

Stifter og IT-tekniker

Alle indlæg af: Mathias
1 kommentar
  • Kære GladTeknik

    Super indlæg hvor det faktisk går op for mig, at jeg betaler for meget mere, end jeg har behov for, når jeg fx ikke ser film på nettet, men bare TVA. Jeg har en pakke: 300/60 hos YouSee (den er så gammel, at de slet ikke sælger den mere), men den behøver jeg måske slet ikke?

    Jeg vil have, at det går tjept, når jeg er på nettet, jeg gider ikke vente og jeg uploader ofte tusindvis af filer – men det er jo bare upload.

    Router mv. er sat korrekt op, for det er jer, der har gjort det 🙂 Den slags har jeg ikke forstand på.

    Der er kun en ting jeg synes, I mangler at fortælle i indlægget og det er, at I koncentrerer jer om download-hastigheder. Det er muligt, at der er mennesker, der ikke ved, om de skal kigge på tallet før eller efter skråstregen. Bare et tip, ingen kritik!

    Hilsen
    Hanne B. Stegemüller