Trackpad er den indbyggede mus i bærbare Macs såsom MacBook Air og MacBook Pro. Det er en vigtig komponent i computeren, da vi dagligt bruger den til at navigere rundt på computeren. Det er derfor vigtigt, at den fungerer ordentligt og præcist. Men ligesom med andre komponenter kan der opstå problemer med trackpad’en af forskellige årsager.
I dagens blogindlæg ser vi på, hvad det kan skyldes og ikke mindst, hvad du kan gøre for at løse problemet.
Indhold
Hvorfor virker min trackpad ikke?
Trackpad’en i din MacBook Air eller MacBook Pro kan holde op med at virke eller kan fungere upræcist af forskellige årsager. Derfor kan der også være forskellige løsninger. I mange tilfælde kan problemerne skyldes noget så banalt som støv og skidt, der sættes sig fast i siderne. Andre gange er en reparation nødvendig.
Typiske trackpad-problemer
- Trackpad’en reagerer slet ikke
- Musen bevæger sig af sig selv
- Klik på trackpad’en fungerer ikke
- Upræcis registrering af bevægelser
- Knækket eller flækket trackpad
- Der registreres dobbeltklik, selvom du klikker en gang
Sådan løser du trackpad-problemer i din MacBook
Der er forskellige ting, du selv kan prøve, for at løse et problem med din Macs trackpad. Det er ikke sikkert, at det er tilstrækkeligt, da den nogle gange skal repareres eller udskiftes, men det er forsøget værd.
Hvis din trackpad er flækket eller har anden fysisk svær skade, skal den naturligvis udskiftes, hvilket du bør få gjort hos en professionel Mac-reparatør.
Rens trackpad’en for støv og skidt
Ofte kan støv og skidt sætte sig fast i kanterne. Skidt kan også være fedtstof fra mad og drikke eller dine hænder, der jo hele tiden rører computeren. Hvis noget klistrer eller sidder fast, kan det påvirke, hvordan trackpad’en registrerer klik og bevægelser. Det kan skabe problemer, som resulterer i, at den virker upræcist eller slet ikke.
Prøv forsigtigt at rense din trackpad. Husk at slukke din Mac helt og at fjerne opladeren, inden du går i gang. Brug aldrig en støvsuger (det kan kortslutte din computer og ødelægge den permanent). Brug en mikrofiberklud eller anden skånsom klud, som er let fugtig (ikke våd, men hårdt opvredet). Hvis du ikke kan få skidt, der har sat sig fast, ud, kan du prøve forsigtigt at bruge en tandstik af træ eller plastik.
Nulstil NVRAM
Nulstilling af NVRAM kan nogle gange afhjælpe problemer med trackpad’en, da NVRAM er din Macs hukommelse for hardwareindstillingerne.
Sådan gør du:
- Sluk din Mac og fjern opladeren
- Vent et par minutter
- Tænd for din Mac
- Når skærmen tænder, trykker du på option, command, P- og R-knapperne samtidigt, og holder dem nede i ca. 20 sekunder, indtil du hører din Macs indledende lyd igen
- Slip knapperne og lad din Mac starte
Nulstil SMC
SMC står for “System Management Controller” og er i lighed med NVRAM noget i din Mac, der administrerer, hvordan hardwaren fungerer. Det kan du også nulstille.
Hvordan du gør afhænger af, hvilken model din Mac er:
Hvis din Macs batteri ikke kan afmonteres
- Sluk din Mac og sæt strømforsyningen i
- Tryk Shift, CTRL, Option/alt-knapperne og hold dem nede, tryk derefter på start/strøm-knappen
- Hold knapperne nede i 10 sekunder
- Slip knapperne
- Prøv at tænde din Mac igen
Hvis din Macs batteri kan afmonteres
- Fjern batteriet
- Hold start/strøm-knappen nede i 5 sekunder
- Sæt batteriet i igen
- Prøv at tænde din Mac igen
Skal vi fikse din MacBooks trackpad?
Din MacBook er ikke den samme, hvis dens trackpad ikke fungerer optimalt. Hvis du oplever problemer med den, vil vi anbefale dig at få os til at tage et kig på den.
Du skal bare oprette din sag her på vores hjemmeside og derefter indlevere din Mac, så tager vi et kig på den. Vi begynder med en grundlæggende håndtering, hvor vi ser på problemet og vurderer, om vi allerede der ved, hvordan problemet løses, eller om der er behov for en udvidet fejlsøgning. Herefter reparerer vi din Mac. Hos GladTeknik er der aldrig lange reparationstider, så du får hurtigt din Mac igen.