Viser dit grafikkort fejlkode 43? Sådan løser du det

Viser dit grafikkort fejlkode 43? Sådan løser du det

Viser dit grafikkort fejlkode 43? Sådan løser du det 1920 1280 GladTeknik A/S

Grafikkortet er en vigtig komponent i din computer, uanset hvad du bruger den til. Hvis man gamer eller foretager sig andre ting, der trækker meget på grafikkortet, er det vigtigt, at det fungerer optimalt. Et problem, der kan opstå, er fejlkode 43.

Hvad betyder denne fejl og hvordan får man det løst? Det ser vi på i dagens blogindlæg.

Fejlkode 43 i enhedshåndtering

I Windows kan du under enhedshåndtering få et overblik over de fleste komponenter i din computer herunder det grafikkort, du har installeret. Oversigten i enhedshåndteringen viser også, om der er en fejl med en eller flere komponenter, hvilket i oversigten vises med et lille fejlikon. Hvis du dobbeltklikker på komponenten, vil du kunne læse hvilken fejlkode, der er tale om. I dette indlæg fokuserer vi på fejlkode 43, som er en fejl, der kan opstå ved grafikkort.

Fejlkode 43 kan skyldes flere ting, men ofte er der tale om driver-problemer. Driveren er det stykke software, der hjælper Windows til at fungere med det hardware, du har monteret i computeren. Hvis driveren af eller anden årsag ikke fungerer ordentligt, kan der opstå problemer med dit hardware såsom ustabilitet, eller at det slet ikke fungerer. Løsningen er altså at få driveren til at fungere igen.

Sådan løser du fejlkode 43

Som nævnt kan fejlkode 43 skyldes flere forskellige ting. Hvilken løsning, der er den rette, vil altså variere fra sag til sag. Nedenfor har vi opstillet nogle mulige bud på løsninger, du kan prøve.

Hvis de ikke løser problemet: skal du bare oprette din sag her på vores hjemmeside og derefter indlevere din computer, så tager vi et kig på den.

Tjek for løse forbindelser

Det giver næsten sig selv, men for at grafikkortet – og andre komponenter for den sags skyld – skal fungere, skal det være monteret korrekt. Tjek derfor altid at grafikkortet er monteret korrekt i computeren (tag det eventuelt ud og monter det på ny) og tjek også, at kablerne er korrekt monteret.

Fjern grafikkortet fra enhedshåndtering

Nogle gange kan problemet løses ved at fjerne grafikkortet fra enhedshåndteringen i Windows, genstarte computeren og dernæst få det aktiveret i enhedshåndteringen igen. Hvis grafikkortet ikke vises på listen, kan du højreklikke og vælge “Søg efter hardwareændringer”.

Installér den rette driver

At du har den rette driver installeret er altafgørende for om grafikkortet fungerer, som det skal. Du kan hente den aktuelle driver på internettet, som udgangspunkt hos enten Nvidia eller AMD. Nogle gange har Windows selv hentet en driver via Windows Update, men det er bedst at få driveren fra Nvidia eller AMD selv.

Geninstallér driveren

Fejlkode 43 kan også opstå, selvom driveren allerede er installeret. Det kan eksempelvis skyldes, at driveren ikke virker, som den skal. Derfor er en af de typiske løsninger på fejlkode 43 at geninstallere driveren. For at gøre dette, skal du først slette den gamle driver helt sammen med tilhørende filer og indstillinger. Bagefter skal du genstarte din computer og derefter installere driveren på ny. Det kan være en lidt teknisk proces at gå igennem, så i mange tilfælde er det lettest at indlevere computeren til reparation, så en erfaren tekniker gør det for dig.

Et godt program, til at komplet fjerne grafikkortets driver helt, er Display Driver Uninstaller, der er udviklet specielt til formålet. Programmet bør køres i Windows Safe Mode og du skal være koblet fra internettet. Det betyder, at du skal starte computeren i Safe Mode og deaktivere Wi-Fi. Dernæst skal du trække ethernetkablet ud af stikket.

Når Display Driver Uninstaller har afinstalleret grafikkortets driver, skal den aktuelle driver fra enten Nvidia eller AMD installeres på ny – helst stadig uden at computeren har forbindelse til internettet, da Windows ellers kan finde på at installere noget automatisk i baggrunden. Når du er færdig med hele processen, bør grafikkortet ikke længere vise fejlkode 43 i enhedshåndteringen.

Skal vi reparere din computer?

Hos GladTeknik er vi specialister i at reparere computere. Vi kan hjælpe dig, uanset om du har problemer med grafikkortet eller noget helt andet. Vores team af teknikere er klar til at hjælpe dig på vores værksted i Hvidovre.

Avatar af Mathias

Mathias

Stifter og IT-tekniker

Alle indlæg af: Mathias