Fordele og ulemper ved Apples nye M1-chip Macs

Fordele og ulemper ved Apples nye M1-chip Macs

Fordele og ulemper ved Apples nye M1-chip Macs 1920 1140 GladTeknik A/S

Apple har i november 2020 lanceret de første Macs med deres egen M1-chip. Denne nye processor erstatter Intel-chippen, som Apple har brugt siden 2006. Med ændringen er internettet fyldt med artikler om disse nye chips og Macs, og det er med god grund, for det er en ændring, der på mange måder er overraskende.

En af de ting, vi hører folk spørge om, er, hvilke fordele og ulemper der er ved den nye chip, og om der er noget, du som forbruger skal være opmærksom på. Det gennemgår vi i dag.

Apples skift til M1-processor

Apple har de seneste mange år brugt Intel-chips som processor i deres Macs. Før det brugte de en chip kaldet Power PC. Da de skiftede til Intel var det for at tage Macs til næste niveau. Niveauet efter det er kommet nu, hvor Apple skifter fra Intel-chips til deres egne M1-chips. Disse chips har en markant anderledes arkitektur og byder på en lang række optimeringer. Vi kender disse typer chips fra iPhones, som bruger samme type processor, så faktisk er det en form for mobil processor, der nu er i de nye Macs.

Apples skift til deres egne chips sker over en to-årig periode, hvilket er enormt hurtigt. For den nye arkitektur betyder, at alle programmer skal tilpasses denne nye arkitektur, hvilket betyder, at ikke kun Apple, men også alle andre programmører, har måttet arbejde intenst på at gøre deres applikationer klar.

Apple M1 chip arkitektur

Fordele ved Apples M1-chip

Der er mange fordele ved Apples skift til deres egen M1-chip.

Lynende hurtig

Den nye chip er efter sigende lynende hurtig. Apples sammenligning til deres event var meget vag, men der er allerede nu adskillige tests, der viser, at selv den nye MacBook Air med M1-chippen er hurtigere end alle andre Macs. Det er utroligt, når man tænker på, at MacBook Air er Apples “billige” computer, der normalt ligger i den lave ende af performanceskalaen.

Fuldt optimeret til Apples univers

Apple er notorisk dygtige til at optimere deres produkter. Det gælder både hardware og software. Det er blandt andet derfor, Safari fungerer meget effektivt i forhold til andre browsere på Macs. Det betyder, at M1-chippen og Big Sur styresystemet byder på en lang række optimeringer, forbedrede integrationer, bedre ydeevne og bedre batterilevetid.

Fænomenal batterilevetid

En af de største overraskelser ved de nye Macs med M1-chippen er, at batterilevetiden er bedre. Ikke bare bedre, men enormt meget bedre. Faktisk er den næsten fordoblet i MacBook Pro’en, hvilket er helt uhørt i en tidsalder, hvor vi alle jubler, hvis bare vi kan få to timers ekstra batteritid. De nye MacBooks med M1-chippen kan give op til 20 timers videoafspilning eller 17 timers browsing.

Understøtter iOS-apps

Som noget nyt kan du bruge iOS-apps på din Mac (med M1-chip). Det skyldes skiftet til den nye arkitektur, som er den samme som på iPhone og iPad. Det hele taler derfor samme sprog og derfor kan du installere og bruge iOS-apps på de nye MacBooks.

Holder computeren kølig

En varm computer er noget, vi alle er vant til, men med Apples nye computere er det muligvis en ting fra fortiden. I hvert fald for den almene bruger, der ikke laver krævende ting såsom 4K-videoredigering. De nye Macs med M1-chips holder sig kølige. Faktisk så kølige at Apple valgte at fjerne blæseren helt i den nye MacBook Air.

Ulemper ved Apples M1 chip

Selvom der er overraskende mange og store forbedringer ved de nye M1-baserede Macs, er der også en række ulemper ved skiftet.

Kun to USB-C porte

Den nye MacBook Air, MacBook Pro og Mac mini med M1 chip har kun to USB-C porte. Forgængeren af MacBook Pro har eksempelvis fire. Hvis du bruger mange af disse porte, kan det føles som en begrænsning. Mac mini har udover de to USB-C porte også to USB-A porte.

Passiv køling i den nye MacBook Air

Passiv køling betyder, at kølingen sker uden en blæser. Det er det, der er tilfældet i den nye MacBook Air med M1-chip. Det betyder, at selvom den ved meget krævende opgaver kan løbe ind i varmeproblemer, hvilket vil gøre, at ydeevnen nedsættes, for at den ikke bliver for varm. Det betyder også, at det er vigtigt, at kølepastaen i computeren er monteret korrekt fra fabrikkens side, og at hvis der opstår problemer, skal det repareres det korrekt. I så fald kan vi hjælpe med en Mac-reparation.

eGPU er ikke understøttet

De nye computere med M1-chippen understøtter ikke eGPU (eksternt grafikkort). Den almene bruger har ikke brug for det, men folk der gamer, eller udfører andre krævende processer, har brug for det, og der kan det være en ulempe.

Maksimalt 16 GB RAM

RAM er computerens korttidshukommelse, og at de nye Macs kun understøtter op til 16 GB RAM er en skuffelse for mange. For selv for den almene bruger er der mange programmer, der bruger meget RAM heriblandt Google Chrome, som mange bruger. Det er derfor værd at overveje, hvor mange RAM du reelt har behov for, og om de 16 er nok, for det er ikke muligt at opgradere til eksempelvis 32 GB RAM senere hen.

Ikke alle programmer virker optimalt fra start

Selvom Apple offentliggjorde skiftet til M1-chips og Big Sur styresystemet helt tilbage i sommeren 2020, så programmører kunne klargøre deres programmer til den nye arkitektur og det nye styresystem, er det ikke alle, der har nået at blive klar.

Det gælder eksempelvis Adobe Photoshop, som mange bruger. Apple har dog været så gode at udvikle en protokol kaldet Rocetta 2, som sikrer, at de programmer, der endnu ikke er optimerede til den nye chip, alligevel kan fungere. Nogle tests viser sågar, at nogle programmer kører bedre end normalt.

På den anden side er der også eksempler på nicheprogrammer, som slet ikke virker på de nye Macs. Det er en ulempe.

Avatar af Mathias Emil Nielsen

Mathias Emil Nielsen

Stifter og IT-tekniker

Alle indlæg af: Mathias Emil Nielsen
2 kommentarer
  • Vil det være muligt at installere Windows 10 under
    Bootcamp ?

    • Hej Arne,

      Vi vil ikke anbefale at installere Windows 10 på en MacBook med M1 chip, det kan give en del udfordringer eller uforudsigelige fremtidige udfordringer hvis det overhovedet lykkedes at installere Windows 10 på den. Her vil vi nok mere anbefale en Lenovo eller HUAWEI i stedet, de laver også nogle flotte/gode computere. 🙂 Men du kan prøve at kaste dig ud i det, det er dog ikke noget vi vil anbefale. 🙂

      Rigtigt god påske. 🙂

      Venlig hilsen,
      Mathias Emil Nielsen