Få ting er overladt til tilfældighederne hos computerfirmaet Glad Teknik, for direktør og ejer Mathias Nielsen regner alt ud til mindste decimal. Ni ud af ti medarbejdere har en diagnose, bl.a. autisme og skizofreni, og her får de lov at gøre det, de er bedst til.
Glad Teknik reparerer dele i computeren i stedet for at udskifte f.eks. hele underdelen. Det illustrerer maleriet på kontoret, der viser delkomponenterne i en Mac Book Pro 15 tommer 2019- model. Foto: Mie Hee Christensen
Det gav ikke mening i Mathias Nielsens hoved. I det revisionsfirma, hvor hans far arbejdede, indkøbte de hvert år 18 nye computere, for det ikke kunne betale sig at få dem repareret. Når Mathias Nielsen regnede på det – og det er han god til – kom han frem til, at der måtte være en mere optimal måde at gøre det på. Det blev kimen til computerfirmaet Glad Teknik.
28-årige Mathias Nielsen byder Børsen velkommen i de nye lokaler i Hvidovre, hvor Glad Teknik for nylig er flyttet ud for at få mere plads. Siden etableringen i marts 2018 er firmaet vokset til at have 10 ansatte og omsætter for over 500.000 kr. om måneden. Nøglen til væksten: at firmaet lytter til kunderne og sørger for at afstemme forventninger.
Det lyder jo simpelt nok. Men der ligger et større regnestykke bag.
“Vi oplever tit, at folk ringer ind og siger: Min computer kan ikke oplade, hvor meget koster det at få den repareret?” fortæller direktør og ejer Mathias Nielsen.
Men det ikke simpelt at svare på.
“At en computer ikke kan oplade kan skyldes 11 forskellige ting,” forklarer Mathias Nielsen. “Og man kan ikke vide, om det skyldes ladekredsløbet, batteriet, ladestik eller laderen. Det kan også være en kombination af tingene. Så hvis man bruger lidt matematik og siger: 11 X 10 X 9 og så videre, så er der altså lidt over en million forskellige kombinationsmuligheder.”
Derfor tilbyder Glad Teknik en gratis grundlæggende fejlfinding eller en udvidet fejlfinding til 375 kr.
På den måde sikrer firmaet, at kunden får den rette pris at vide og ikke bliver skuffet over, at reparationen pludselig koster mere end forventet.
Når medarbejderne i Glad Teknik reparerer computere har de et såkaldt ESD-armbånd om armen, som sikrer, at computerens ikke bliver kortsluttet. Foto: Mie Hee Christensen
Prisen holdes nede, fordi firmaets teknikere kan udskifte og reparere delkomponenter frem for at udskifte komplette reservedele på computeren, og fordi alt overflødigt er skåret fra. Bogføringen er automatiseret. Der er ingen dankortterminal, for, som Mathias Nielsen siger, så vil det koste kunden 5 pct. mere, hvis de skal betale med Dankort frem for over Mobilepay eller bankoverførsel.
Hver medarbejder har sit eget speciale og arbejder kun med det, de er bedst til, hvilket reducerer spildtid og fejl.
Glad Teknik kan reparere 99,8 pct. af alle de opgaver, de får ind, og i 99 pct. af tilfældene takker kunden ja til en reparation efter fejlfinding, understreger Mathias Nielsen.
Det betyder, at det – modsat tilfældet i hans fars revisionsfirma – kan betale sig at reparere computerne, til gavn for både miljøet og prisen.
Men selvom regnestykket med udgifter, tidsforbrug og arbejdsopgaver i dag går op på logisk vis, så var Mathias Nielsens egen vej til i dag at være ejerleder i Glad Teknik langt fra ligeså forudsigelig som et matematikbevis.
Systemet brød sammen
I år 2010 ligger Mathias Nielsen på sin seng. Han kan ikke overskue at handle ind, kan ikke overskue at gøre rent. Indimellem spiller han computerspil, bare for at få tiden til at gå.
“Jeg følte, at jeg levede for at være med til de dage, hvor jeg skulle deltage i andres begivenheder. Hvis det var 4. marts, ventede jeg på, at det var min brors fødselsdag om 25 dage, d. 29. marts. Når det var overstået, ventede jeg på den næste begivenhed, jeg skulle deltage i. Så det føltes ikke, som om det var mit liv, jeg levede, men at jeg blot var en del af andres,” fortæller Mathias Nielsen.
Han var som 18-årig flyttet fra barndomshjemmet i Køge til Lyngby for at gå på Lyngby Tekniske Gymnasium, fordi der her var mulighed for at have matematik, kemi og fysik på eliteniveau.
For tal har altid været Mathias Nielsens stærke side.
I 4. klasse havde han færdiggjort hele matematikpensum op til 9. klasse. Inden afslutningen af folkeskolen havde han gennemgået pensum til Matematik A og Fysik A på gymnasieniveau.
På gymnasiet i Lyngby skulle der nu være rig mulighed for faglige udfordringer, der matchede hans hoved.
Men flere faktorer forhindrede formlen i at gå op.
For første gang skulle han selv handle ind, gøre rent, lave mad og vaske tøj.
Mathias Nielsen stiftede for godt to år siden Glad Teknik. Selvom han tidligere har fået bevilliget fleksjob, arbejder han i dag fuldtid, da han trives i jobbet, mens familien hjælper med huslige og praktiske ting. Foto : Mie Hee Christensen
Og for Mathias Nielsen skulle alt gøres til perfektion.
Alle gafler skulle ligge snorlige i skuffen. Håndklædet skulle foldes, før han smed det til vask. Det samme gjaldt i skolen. Til sit studieretningsprojekt brugte han 48 timer i streg på at se dokumentarer om sit emne, ligesom han lærte hele samfundsfagsbogen udenad forud for eksamen.
“Alt det gjorde, at jeg blev nødt til at have 35 timer i døgnet. Men der var kun 24,” fortæller han.
Systemet brød sammen, og Mathias Nielsen fik en depression, der til sidst betød, at han ikke kunne meget andet end at ligge på sengen eller spille computer.
Afklaring
Han tog til psykolog, hvilket førte til, at han fik diagnosen Aspergers syndrom og ADD. Det betød bl.a., at han fik en mentor på gymnasiet, der hjalp ham med at strukturere dagene og ikke bruge for lang tid på opgaverne.
På trods af den afklaring og de støttemuligheder, som diagnosen gav, ventede der stadig mange bump på Mathias Nielsens vej.
Han måtte kæmpe for at få plads på Sputnikkollegiet, et botilbud for unge med autisme. Yderligere to depressioner mødte ham i studietiden på DTU. Og da han skulle søge praktikplads sammen med virksomhedskonsulenten Peter Bang fra det kommunale initiativ Matchgruppen, mødte han det ene “Nej” efter det andet. Begrundelsen lød, at virksomhederne ikke havde tid eller overskud til at have en praktikant.
Men så skete der noget, som selv Mathias Nielsens sandsynlighedsregning næppe kunne have forudset.
Peter Bangs kontor brændte ned. Det resulterede i en flytning til en ny adresse på Frederiksberg, hvor der lidt længere nede ad vejen lå en it-virksomhed.
“Peter gik ned og spurgte, om jeg kunne komme i praktik, fordi han vidste, at jeg var rigtig glad for at spille computer,” fortæller Mathias Nielsen.
Det blev et “Ja”. “Det var heldigt,” siger Mathias Nielsen. “For jeg fandt ud af, at jeg var rigtig dygtig til det. Her kunne min perfektionisme være en fordel.”
Herre i eget hus Halvandet år senere stiftede han Glad Teknik for at løse det problem, som forhindrede faderens revisionsfirma i at bruge ressourcerne optimalt.
Virksomheden havde til at begynde med adresse på Mathias Nielsens kollegieværelse og allerede to dage efter etableringen, blev han kontaktet af Furesø Kommune, der ville høre, om han kunne tage en borger med autisme i praktik.
Det sagde Mathias Nielsen ja til, og siden har han haft 15 personer med forskellige diagnoser i praktik.
I dag har ni ud af ti af virksomhedens medarbejdere udfordringer med alt fra autisme og ADHD til skizofreni og ordblindhed. Firmaet har derfor indrettet sig, så der tages højde for medarbejdernes præferencer. F.eks. har alle deres faste plads (mange har ønsket at sidde i hjørnet, så det er heldigt, at kontoret har to firkantede rum med samlet syv hjørnepladser).
Mathias Nielsen, hvis primære udfordring er det sociale, f.eks. at aflæse ansigtsudtryk og fornemme, hvordan andre har det, har outsourcet kundehåndteringen til kollegaen Marcus Bonnevie, som er chef for kunderelationer. Derudover har Mathias Nielsen ansat virksomhedskonsulenten Thomas Ryge, der hver anden uge holder MUSlignende samtaler med alle medarbejdere for at sikre, at de udvikler sig og trives.
Selvom han har tillært sig mange sociale færdigheder, giver arbejdsfordelingen Mathias Nielsen ro til at excellere inden for sine styrkeområder: at tænke strategisk og lægge en plan, der sikrer, at problemet løses så optimalt som muligt.
Glad Tekniks værksted er altid ryddet op og organiseret, da firmaets medarbejdere med autisme trives bedst med orden. “Og det er faktisk også en rigtig vigtig ting på et værksted,” siger Mathias Nielsen. Det Foto: Mie Hee Christensen
Dét fokus har bl.a. sikret virksomheden fem ud af fem stjerner på Trustpilot, ligesom det betyder at flere og flere forsikringsselskaber ønsker at bruge Glad Teknik. Og efter en del mellemregninger har Glad Teknik givet Mathias Nielsens’ liv mening.
“Det gav mig min livsmotivation tilbage,” siger han. “Jeg har i dag noget at stå op til hver dag og føler, at jeg gør en kæmpe forskel ved at spare vores kunders tid og penge.”
Mathias Nielsens ambitioner for virksomheden går ikke på bestemte nøgletal eller stor medarbejdermæssig vækst. For han og de ansatte trives bedst i en mindre, specialiseret virksomhed.
“Min vision er, at alle, der er her, går på pension her,” siger han. “For vi skal være så specialiserede og så dygtige til det, vi laver, som muligt. Jo mere erfaring vi har i det, vi laver, jo hurtigere kan vi finde fejlen og løs problemet.”
FAKTA
Glad Teknik A/S
Stiftet i marts 2018 af Mathias Nielsen.
Er specialiseret i at reparere computere ved at udskifte eller reparere mindre dele f.eks. vha. loddekolber. Det betyder, at man ikke skal udskifte store dele af computeren. Det er særligt en fordel ved væskeskadede computere.
Glad Teknik tilbyder, at en tekniker går i gang inden for en time, og firmaet sikrer desuden, at data bevares og kan hjælpe med dataredning.
Holder til i Hvidovre og har 10 ansatte
BLÅ BOG
Mathias Nielsen
Alder: 28 år, bor i Hvidovre med sin kæreste
Karriere: Stifter og indehaver af Glad Teknik. Tidligere it-tekniker i Apple- og PCafdelingen hos Mentech på Frederiksberg.
Uddannelse: Har læst geofysik og rumteknologi på DTU Space, og har fuldført HTX i Lyngby.
Bonus: Fik for 4 år siden bevilget fleksjob, dvs. at han kunne nøjes med at arbejde 20 timer om ugen resten af livet og få suppleret sin løn af kommunen. Det skyldes bl.a., at han har været igennem tre depressioner og har Aspergers syndrom og ADD. I 2019 valgte han dog at frasige sig retten til fleksjob og arbejder nu fuldtid under normale vilkår hos Glad Teknik. Det kan han bl.a. fordi hans familie hjælper med huslige ting, og fordi han trives godt i jobbet.
Tak for at dele en sådan en personlig historie, der giver indsigt i den menneskelige del af Glad Teknik.
Flipsiden på denne mønt er lige så store talenter og styrker, som er indlysende i Glad Tekniks tilfælde.
En super flot virksomhed! : )