Elektronikaffald – Hvordan sorterer man elektronik?

Elektronikaffald – Hvordan sorterer man elektronik?

Elektronikaffald – Hvordan sorterer man elektronik? 1000 667 GladTeknik A/S

Vores hverdag er fyldt med elektronik. Det gælder alt fra smartphones og fjernsyn til barbermaskiner, brødristere og støvsugere. Men hvad gør vi, når disse enheder ikke længere virker?

Korrekt sortering og mulig genbrug af elektronik er afgørende for at mindske miljøpåvirkningen. I denne guide får du et indblik i, hvordan du kan håndtere dit elektronikaffald ansvarligt og bidrage til en grønnere fremtid til gavn og glæde for os alle.

Hvad er elektronikaffald?

Elektronikaffald er al elektronik, som ikke egner sig til genbrug. Det omfatter en bred vifte af udtjente elektroniske apparater, herunder:

  • Bærbare og stationære computere
  • Mobiltelefoner og tablets
  • Fjernsyn
  • Køleskabe, tørretumblere og vaskemaskiner
  • Elkedler og kaffemaskiner
  • Elektrisk legetøj
  • Batteridrevet værktøj
  • Lamper og pærer
  • Kabler og ledninger

Danskerne smider årligt 100.000 ton elektronik ud

Det er en trist kendsgerning: Hvert år ender 100.000 ton elektronik som affald i Danmark. Når vi smider elektronik i containeren, går værdifulde ressourcer tabt, og skadelige stoffer kan ende i naturen.

Mange mennesker gemmer deres gamle elektronik i skuffer og skabe. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at mere end 50 pct. af os gemmer vores gamle mobiltelefon, når vi får en ny.

Det er ærgerligt, for her gør de ikke gavn. Ved at aflevere vores udtjente smartphones og andet elektronik til genbrug og genanvendelse kan vi spare på jordens ressourcer og mindske miljøbelastningen betydeligt.

Kan din aflagte elektronik repareres og genbruges?

Før du beslutter dig for at skille dig af med din elektronik, er det værd at overveje og undersøge, om den kan repareres. Mange elektroniske apparater kan få nyt liv med den rette ekspertise. Hos GladTeknik har vi specialiseret os i at reparere elektronik helt ned på komponentniveau. Du kan læse mere om, hvad det vil sige at reparere på komponentniveau her. Vi har bl.a. stor ekspertise i at reparere mobiler, tablets og computere.

Ved at vælge reparation frem for udskiftning kan du:

  • Forlænge dit produkts levetid.
  • Spare penge på nyindkøb.
  • Reducere dit elektronikaffald.

Hvis dit apparat stadig fungerer, men du ikke længere har brug for det, kan du overveje at donere det til velgørenhed eller sælge det videre. På denne måde får din elektronik en chance for at gavne andre.

Læs også: GladTekniks grønne politik om bæredygtige reparationer.

Kan din elektronik ikke genbruges? Sortér det til småt eller stort elektronik

Når din elektronik ikke længere kan repareres eller genbruges, er det tid til at sortere den korrekt. I Danmark opdeler vi typisk elektronikaffald i to kategorier:

  • Småt elektronik: Dette omfatter genstande, der måler under 50 cm. Det kan fx være mobiltelefoner, småt køkkenudstyr og mindre elektroniske apparater.
  • Stort elektronik: Dette er elektroniske apparater, der er større end 50 cm. Det kan være fjernsyn, køleskabe, vaskemaskiner og lignende.

Nogle steder sorteres der både efter småt, mellemstort og stort elektronik.

For at sikre korrekt sortering kan du:

  1. Aflevere dit elektronikaffald på den lokale genbrugsstation.
  2. Kontakte din kommune for at høre om specifikke ordninger for afhentning af elektronik.

Danmark har samlet set omkring 400 genbrugspladser, hvor du gratis kan aflevere din elektronik til genbrug og genanvendelse. Her sorteres elektronikken i forskellige kategorier.

Husk: Elektronikaffald må aldrig smides i skraldespanden med det almindelige affald. Det skyldes, at elektronik indeholder potentielt farlige stoffer, som bør håndteres korrekt.

Avatar af Mathias Emil Nielsen

Mathias Emil Nielsen

Stifter og IT-tekniker

Alle indlæg af: Mathias Emil Nielsen