På det seneste har vi fået flere henvendelser fra kunder, der har fået besked fra deres webhotel om, at der opgraderes til PHP 7.3. Det gør dem nervøse, da der er en masse tekniske termer, de ikke forstår, og ikke mindst er der nogle forholdsregler, de opfordres til at tage, men de ved ikke, hvordan de skal gøre.
Vi giver dig i dette indlæg et overblik over, hvordan du opgraderer sikkert, trygt og uden fejl.
Indhold
Hvad er PHP og hvorfor skal det opdateres?
PHP er et programmeringssprog, som blandt andet bruges til at bygge hjemmesider i. WordPress, som er det mest udbredte system til at bygge hjemmesider i, er baseret på PHP.
PHP udvikler sig løbende, hvilket medfører nye versioner, man skal og bør opgradere til. Udviklingen omhandler både optimeringer og forbedringer af sikkerheden. Det vil sige nogle af de sikkerhedshuller, der opdages, bliver lukket i takt med, at der kommer nye versioner.
Derfor er det vigtigt at følge med udviklingen og opdatere PHP. Hvordan det gøres, afhænger af dit webhotel, og herudover er der en række forholdsregler, du skal tage dig for at sikre, at det sker uden problemer.
Nogle webhoteller opgraderer automatisk
Nogle webhoteller vælger at opgradere PHP automatisk, så deres kunder ikke selv skal gøre det. I forbindelse med opgraderingen sender de som regel et varsel på e-mail om det, så du kan gøre klar inden. Når PHP opgraderes, kan det ske, at funktioner – eller endnu værre hele hjemmesiden – holder op med at virke. Det kan ske, hvis man fx har plug-ins, som ikke er ajourført til den nyeste PHP version. Det er ret normalt, selv hvis man har været god til at opdatere løbende.
Hvis dit webhotel ikke opgraderer automatisk
Hvis dit webhotel ikke opgraderer til den seneste PHP-version automatisk, skal du selv gøre det ved lejlighed. Det er som regel noget, der gøres i en dropdown-menu, så selve udførelsen er nem nok. Men igen skal du sikre dig, at alt på din hjemmeside kan køre med den PHP-version, du opgraderer til. Ellers risikerer du, at hjemmesiden går ned.
Husk backup!
Du har forhåbentlig styr på backupprocesser på din hjemmeside, så du altid har en brugbar backup at falde tilbage på, hvis der opstår fejl, eller siden kompromitteres. Hvis ikke er det det første du skal sørge for. Nogle webhoteller tager automatisk backup (nogle gange mod betaling), men selv hvis din udbyder gør det, anbefaler vi, at du har en ekstra backupproces, hvor disse backups lægges et eksternt og sikkert sted.
Tjek om din hjemmeside er kompatibel med PHP 7.3
Inden du opgraderer PHP-versionen, bør du undersøge om din hjemmeside er kompatibel med den nye PHP-version. Er din hjemmeside baseret på WordPress, kan du installere et plug-in kaldet “PHP Compatibility Checker” af WP Engine. Dette plug-in tjekker alle dine temaer og plug-ins og gør dig opmærksom på, hvis der er problemer. Hvis den ikke viser problemer, kan du opgradere eller lade dit webhotel gøre det.
Hvis der er et eller flere plug-ins eller temaer, der har problemer med PHP 7.3, skal du enten undersøge, om der findes en nyere version, som virker med PHP 7.3. Du kan evt. kontakte programmøren, der har udviklet det. Ellers må du skifte de nævnte plug-ins eller temaer med andre, som er fulgt med tiden. Det er meget normalt, at du må ud i det, især hvis du bruger gratis plug-ins, hvor programmøren ikke har den store interesse i at vedligeholde dem.
Hvis din hjemmeside går ned
Hvis din hjemmeside går ned i forbindelse med skiftet til PHP 7.3, bør du først og fremmest se, om du kan skifte tilbage til den forrige version. Det er som regel kun muligt, hvis dit webhotel ikke opgraderer automatisk.
Hvis du ikke kan løse opgaven på denne måde eller ikke har muligheden, anbefaler vi, at du tager fat i os, så vi kan vurdere opgaven og assistere med at få din hjemmeside online igen.
Har du brug for hjælp til at opgradere til PHP 7.3?
Hvis du har brug for hjælp til at opgradere til PHP 7.3 eller en anden version, er du velkommen til at kontakte os. De, der bruger vores assistance, er glade for den tryghed, det giver.
Du skal bare kontakte os via vores kontaktformular, så vurderer vi opgaven og giver dig et uforpligtende tilbud.