Derfor bør du bruge 2-faktor login

Derfor bør du bruge 2-faktor login

Derfor bør du bruge 2-faktor login 1920 1282 GladTeknik A/S

De fleste forstår, at det er vigtigt at have gode adgangskoder til computeren, de hjemmesider og de systemer, de bruger. Selv med en god adgangskode, der er svær at gætte, er du ikke 100% beskyttet. Det er her 2-faktor login kommer ind i billedet. Det fortæller vi om i dag.

Hvad er 2-faktor login?

2-faktor login, også kaldet totrinsbekræftelse, er en funktion, du kan aktivere mange steder, og som øger sikkerheden, da det gør det langt sværere at hacke.

I Danmark vil de fleste forstå konceptet, når vi siger, at det fungerer på samme måde som NemID/MitID. Det vil sige, at du først logger ind normalt med et brugernavn og adgangskode, og herefter skal du taste nogle tal ind, som hele tiden skifter. På den måde kan en hacker ikke komme ind, selv hvis vedkommende har skaffet sig dit brugernavn og din adgangskode. Det er super smart og slet ikke så kompliceret, som det lyder.

2-faktor login bliver mere og mere udbredt

2-faktor login bliver mere og mere udbredt. Faktisk kan det aktiveres i flere af de systemer og på de hjemmesider, du bruger. Det gælder eksempelvis Google (herunder fx Gmail), Facebook, Dropbox, Instagram, WhatsApp, Twitter, Mac-computere, Microsoft (herunder OneDrive, Skype, Office 365 m.fl.), Amazon, Yahoo, LinkedIn, Snapchat, Reddit, Pinterest, Slack, PayPal og mange flere.

I disse år, hvor hackerangreb bliver mere og mere udbredt, og du risikerer at få låst din computer (ransomware) eller stjålet oplysninger, er det meget vigtigt at beskytte dig. Det er netop det, 2-faktor login hjælper meget med. Arbejder du med personfølsomme data, eller andre former for oplysninger, som aldrig må komme i de forkerte hænder, bør du uden tvivl få sat 2-faktor login op.

Alle er i farezonen

Du tager fejl, hvis du tror, du ikke er i risikozonen for at blive udsat for et hackerangreb og få stjålet dine login-oplysninger. Alle er udsatte! Det skyldes, at en almindelig metode er, at de systemer og hjemmesider, vi bruger, hackes.

En af de største sager, der har været for nogle år tilbage var LinkedIn, som både fik stjålet persondata og loginoplysninger hos brugerne. Og det skete en gang mere: Computerworld skrev den 9. april 2021: “Data om 500 millioner LinkedIn-brugere sat til salg i hackerforum. En pakke med alt fra telefonnumre til e-mailadresser på en halv milliard LinkedIn-brugere er nu sat til salg online.”

Disse oplysninger bruger hackerne selv eller sælger videre, og her er det oplagt for dem at teste, om samme brugernavn og adgangskode også bruges andre steder, hvilket ofte er tilfældet. Mange bruger nemlig de samme adgangskoder flere steder.

Hvis du vil tjekke om dine oplysninger har været en del af et stort afsløret datalæk, anbefaler vi, at du læser vores blogindlæg om hvordan du tjekker om dine oplysninger er blevet lækket.

Sådan sætter du 2-faktor login op

Opsætningen kan variere fra system til system eller fra hjemmeside til hjemmeside. Ofte skal du ind under indstillinger og der finde indstillingerne for login. Herfra vil du kunne aktivere 2-faktor login.

Det er forskelligt, hvilke muligheder de forskellige systemer og hjemmesider tilbyder. Google tilbyder eksempelvis både, at man kan bruge en app til at modtage den variable talkode eller at modtage samme på en sms hver gang.

Hvis du sætter 2-faktor login på din mail, og du også bruger mailen på din telefon, tablet eller mailklient (Outlook, Apple Mail, Windows Mail, Thunderbird eller lignende) skal du i nogle tilfælde opsætte en såkaldt appadgangskode til disse platforme. Det skyldes, at programmerne ikke spørger om den variable kode, og derfor skal have en særskilt kode, som ikke skal ændres hele tiden.

Hvis du vælger at bruge en app til den variable kode, skal du være opmærksom på, om denne app kan genskabes, hvis du mister din telefon. Det er ikke alle, der kan det. Hvis muligt anbefaler vi også, at du sætter en backupløsning op, hvilket de fleste systemer og hjemmesider tilbyder.

Googles forklaringsvideo

Google har lavet en forklaringsvideo (engelsk, 3:27 ) om 2-faktor login. Den er fra 2011, så designet har ændret sig, men konceptet er det samme og kan give en forklaring på, hvordan det fungerer.

Har du brug for hjælp til sætte 2-faktor login op?

Hvis du vil bruge 2-faktor login, så dine logins og systemer bliver mere sikre, kan vi hjælpe dig med det.

Du skal bare kontakte os via vores kontaktformular, så vurderer vi opgaven og giver dig et uforpligtende tilbud.

Avatar af Mathias Emil Nielsen

Mathias Emil Nielsen

Stifter og IT-tekniker

Alle indlæg af: Mathias Emil Nielsen